Grand Danois

Grand Danois er ifølge racens standard hunderacernes Apollo. Dette er ikke uden grund, for med sit im-ponerende og ædle helheds-indtryk, kombineret med et herligt væsen, er der bestemt noget "guddomme-ligt" over denne dejlige race.

Grand Danois er én blandt de mere end 350 internationalt anerkendte hunderacer. Baggrunden for hver enkelt hunderace er dens geogra-fiske oprindelse og brugs-egenskaber. Den geografiske oprindelse har været med-virkende til skabelsen af de mange selvstændige racer med principielt samme brugsegenskaber.

Historisk set har der over hele verden været hundeejere, som var stolte af deres hundes lokale særpræg - således også i Danmark, hvor den hund, der umiddelbart toner sig frem på nethinden, når man taler om danske, nationale hunderacer, er den store danske hund - Grand Danois. Racen betragtes hér og over det meste af verden som dansk. Den kendes fra Fyn år 5-400 f.Kr. Hunden blev brugt til jagt på storvildt, mens den i dag anvendes som selskabshund og vagthund.

Som race deltog den på den første danske udstilling i 1886 og figurerer i første bind af Dansk Hundestambog fra 1890 under betegnelsen "Stor Dansk Hund". Ikke på noget tidspunkt har racen været i fare for at forsvinde. Dette hænger utvivlsomt sammen med dens imponerende og majestætiske fremtoning, som til alle tider har understøttet interessen for racen. Navnet blev dog anfægtet af Tyskland i 1930'erne, som i denne periode hyppigt hævdede sig selv som nation. Tyskland, gennem dets kennel klub, gjorde i 1936 krav på racen og påkrævede sig at racen skulle omdøbes til Deutsche Dogge. Dette blev behandlet på FCIs generalforsamling den 22. juli 1937 i Paris. Her afvises Tysklands krav og spørgsmålet om racens oprindelsesland anses for afsluttet da Tyskland endegyldigt frafalder kravet på racen. Grand Danois er herefter i FCI regi en dansk race, og kun den af Dansk Kennel Klub indsendte standard er gældende. De engelsktalende lande kalder racen Great Dane. I Skandinavien kalder vi racen Grand Danois og Den danske Hund.