Grand Danois-hvalpen


Er dit liv lige blevet beriget af en Grand Danois-hvalp? Tillykke.

Overvejer du en Grand Danois, så få her et indblik i de vigtigste måneder i hundens liv.

En Grand Danois-hvalp er noget af det mest bedårende der findes!

Hvordan kan man andet end nyde synet af sådan en lille størrelse udstyret med tilbehør i form af ører, poter og benstammer i størrelse XL?

Udover glæden ved at have hundehvalp, med alt hvad der dertil hører af klunterier, unoder, narrestreger og skarpe hvalpetænder, så følger der et stort ansvar med til at have hvalp af denne race.




En Grand Danois-hvalp vokser - og den vokser hurtigt! Når det går vildt for sig, tager hvalpen omkring 3 kilo på om ugen. Dette betyder naturligvis at der er et stort pres på skelettet og det er derfor vigtigt at hvalpen tilgodeses både hvad angår foder og motion. Tal med din opdrætter, hvis du er i tvivl om din hvalp fodres og motioneres mest hensigtsmæssigt.

At motionere en Grand Danois i voksealderen bør foregå med respekt for den enorme vækst de udsættes for. At tumle i hundeskoven i flere timer hver dag er ikke sundt for en gigantrace der vokser. Motionen bør være moderat og ikke for fysisk krævende imens de skyder i vejret.

Det vigtigste i den første fase af hundens liv er socialiseringen. Hvalpen skal lære hvilken omverden den lever i. Den skal præsenteres for sine omgivelser, så den får et naturligt forhold til alt fra biler, busser og børn til høje lyde og meget støj.

Du skal sørge for at hvalpen får gode oplevelser med andre mennesker, andre dyr og forskellige situationer. På den måde gør du dit bedste til at få en harmonisk og velafbalanceret hund, hvilket bestemt er af vigtighed størrelsen taget i betragtning.

Hvis du er blevet interesseret i at lære mere om racen, så kig videre på siden her, eller tag kontakt til en af klubbens opdrættere, der kan berette endnu mere om hvilke egenskaber og kvaliteter racen har - både som hvalp og som voksen.