Om Grand Danois'en
At ty til fysiske magtmidler over for en hund i 70 kilos klassen er sjældent en kamp man vil vinde, og med Grand Danois'ens milde væsen er det også helt unødvendigt. Racen behøver ikke en hård hånd for at makke ret, hvis blot du behandler en Grand Danois med respekt, værdighed og konsekvens, så vil du til gengæld få en ven for livet. Dermed ikke sagt at racen ikke kan lystre, ikke nyder at arbejde og samarbejde med dig, den gør det bare ikke i samme tempo som en schæfer, men i det tempo der er en Grand Danois værdig. Der er ikke den store tradition for at arbejde træningsorienteret med racen herhjemme, men i de øvrige nordiske lande udviser racen glimrende evner, hvor der bla. i både Norge og Sverige er Grand Danois der er vildtsporchampions. Dette fortæller at der især sidder en veludviklet næse på racen og mange kan nok nikke genkendende til at deres hund ivrigt forfølger færtspor når de får muligheden. I de øvrige nordiske lande ses det også hyppigere end herhjemme at man dyrker agility med sin Grand Danois. Nogle tænker måske om så stor en race kan tåle agility, men når blot at der tages hensyn til deres knogler og muskulatur, så kan en Grand Danois få lige så meget glæde af agility som enhver anden race. Den største udfordring ved at dyrke den sportsgren med sin hund er kravet til forhindringernes størrelse.
|
